Sejrshesten VM Viking Cup

Skrevet af Claus Juncker.

 

Med 15 sejre i 27 starter fortjener Søren Johansson trænede VM Viking Cup om nogen benævnelsen sejrshest. Den har blot 4 gange oplevet at forlade en travbane som taber i fejlfri udgave. Ganske enkelt imponerende cifre.

 

VM Viking Cup strækker ud for Søren Johansson / Foto: Gormfoto.dk

 

Efter i forrige start at have pulveriseret modstanderne ved en overlegen sejr i Aalborg på 12,8/1640ma, galoperede den i sin seneste start for godt 3 uger siden på Jägersro. Det er dog ikke noget Søren Johansson får søvnløse nætter over.

  - Det er bare at glemme den start. Rundt sidste sving hang den en smule nedad i banen, og kom lidt tæt på en konkurrent. Da Rene Kjær så vil korrigere ham, overreagerer han, og deraf kommer galoppen. Der har ikke været nogen fejl på ham efterfølgende, og det har hele tiden været planen, at han skulle have løbsfri når der kom lidt vinter.

  - Næste store mål er liga finalen i starten af april, og vi træner hen imod at han skal have et par løb i kroppen forinden. Selvom han holder løbsfri holder han ikke træningsfri, og jeg forventer at bringe ham til start igen i begyndelsen af marts måned, indleder Søren Johansson.

 

Set udefra har VM Viking Cup jo hidtil nærmest været som et eventyr for Søren Johansson. Den er gået fra sejr til sejr og virker fremfor alt mere holdbar nu end tidligere i karrieren. Jeg vil gerne høre lidt om vejen hertil.

  - Jeg fik ham i træning umiddelbart efter starten i Derby Consolation, og startede med at gå ham igennem på kryds og tværs. Her fandt vi en lille overanstrengelse på en sene, hvilket betød at han fik helt fri 3-4 måneder. Derefter startede vi stille og roligt på genoptræningen, men hele tiden med hans tidligere skade i baghovedet. Intensiteten i træningen er øget gradvist, og vi er nu nået til et punkt, hvor jeg kan træne ham som jeg gerne vil, uden at skulle skele til om hans gamle skade bryder op.

 

VM Viking Cup tager sig enormt godt ud på en væddeløbsbane med hans ranke holdning, store skridt og enorme udstråling. Der er nærmest noget majestætisk over ham.

  - Man kan mærke, at han godt selv ved at han er kongen, og det er også sådan at han skal have det. Han er typen der skal føle sig ovenpå og have masser af overskud for at kunne præstere 100%. Han er en glad hest, der nyder såvel sin foldtid som sin træning, forklarer Søren Johansson der er helt klar i mælet omkring hestens svagheder.

  - Når han er fit og frisk som han er nu, så har han ingen svagheder. Han er umulig at køre træt, og har et fantastisk temperament. Det er sådan en hest man drømmer om.

 

Jeg ser ham jo først og fremmest som en sprinter. Er du enig i den vurdering?

  - Nej han er mindst lige så god på 2000 meter. Vi har slet ikke set det bedste fra ham endnu. Han har ikke gjort så mange starter, og der vil komme yderligere udvikling, nu hvor han tåler træningen, forklarer Søren Johansson begejstret og fortsætter:

  - Han er en langbenet hest der kræver noget styrke, men jeg tror, at det kommer helt af sig selv, når han kontinuerligt passer sin træning og får nogle starter i kroppen.

 

Man kan godt mærke på Søren Johansson at den her hest har en speciel plads i hans hjerte. Han ser muligheder fremfor begrænsninger, og spørgsmålet der trænger sig på er, hvor langt VM Viking Cup rækker på lang sigt.

  - På den lange bane skal han prøves af i V75, men jeg har meget svært ved at vurdere, hvor bunden på den hest er. Som sagt har han aldrig været kørt træt i frisk udgave, men det er kun den kommende tid der kan give os svaret, siger Søren Johansson og tilføjer at den hidtil kun har gået med fast vat i ørene. Også der er der lidt at hente.

 

Til gengæld skal vi ikke forvente at komme til at se ham i barfodet udgave lige med det første.

  - Han går med en halvrund jernsko forunder, samt en aluminium bagsko og jeg tror faktisk aldrig han kommer til at gå uden sko. Jeg har prøvet ham uden i træning, men det virkede helt forkert. Han rammer sig ingen steder med sko på, så det er den optimale balance for ham, slutter Søren Johansson.

 

Man fornemmer tydeligt, at VM Viking Cup har en helt speciel plads i Søren Johanssons hjerte. Selv om han ikke siger det direkte, kan man mærke på ham, at han har troen på at det her kan blive rigtigt stort. Fortællingen om sejrshesten VM Viking Cup er ikke slut. Den fortsættes på travbanerne.

 

 

Travkalender Nr.1

Løbskalender

Sportsinfo & Resultater

Spil på heste

 

100% bonus - Op til 1.000 kr.

 

100% bonus - Op til 2.000 kr.

 

100% bonus - Op til 1.500 kr.

 

100% bonus - Op til 2.000 kr.

 

 

100% bonus - Op til 1.000 kr.